
Den norske konges sygdomsforløb er bestemt ikke gået ubemærket hen i kongefamilien i Sverige.
Det er ni dage siden, at norske kong Harald blev indlagt på Rikshospitalet. Her blev han behandlet for væskeansamling i kroppen, som var opstået efter behandling med kortison mod blodsygdommen hæmolytisk anæmi.
I weekenden indløb den triste meddelelse, at der var sket en negativ udvikling.
– Hans Majestæt Kongens helbred blev forværret i weekenden. Kongen modtager antibiotika for en bakteriel infektion i blodet og har reageret positivt på denne behandling, blev der oplyst i en pressemeddelelse søndag aften.
– Situationen er stabil. Kongen forbliver indlagt på Rikshospitalet og er på sygeorlov indtil videre, lød det.
Og det har skabt bekymring i nabolandet, Sverige. Faktisk er de to kongehuse i kontakt med hinanden.
Det bekræfter hoffets informationschef, Margareta Thorgren, til Svensk Dam.
– Kongefamilien har direkte kontakt med den norske kongefamilie og håber, at alt skal gå godt, og at han kommer sig, skriver de.
At forholdet mellem den norske og svenske kongefamilie er varmt, har vi set ved flere begivenheder. I juni deltog kong Harald og dronning Sonja i kong Gustaf og dronning Silvias guldbryllup, der blev fejret med en koncert i Royal Opera House og efterfølgende en privat middag for familie og venner på Det Kongelige Slot.
